Sprogudvikling hos en 1-årig.

Da jeg var gravid, var noget af det jeg glædede mig mest til, ved at skulle være mor, at få lov til at følge hver enkelt lille udvikling i min søns liv. Og meget er sket, men noget af det aller mest tydelige, er hans sprog. Axel er næsten aldrig stille! Men på den gode måde. For han taler nemlig rigtig (!) meget. Og rigtig godt! Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er hans mor, men da han kun er 1 år og ti måneder er det ret vildt, at han kan så mange ord og sætninger. Og ikke bare det, hans sprogforståelse er ret vild. Han er så dygtig til at sætte ord ind i forskellige kontekster og bruge dem som de skal. Ja, jeg er da helt overdrevet stolt over ham, og bliver forbløffet flere gange om dagen over hans ordforråd, ordvalg og undrer mig over, hvor dælen han får det fra. Vi taler meget sammen og jeg går meget op i, at bruge tid på netop at tale om tingene og hvad alting er og betyder, det hjælper selvfølgelig. Men når han som i aften fik sagt ''Bumle få venner'' (Bumle er hans bil) så aner jeg ikke hvor han har samlet det op henne, men det er så fint. Og når han siger sampinon (champignon) LI (jeg kan godt lide champignoner) så er jeg ved at falde om af grin og igen undren over, hvor fanden han har lært at sige saaampinon. 
Noget helt andet er jo mit eget sprog, fordi jeg elsker ord og sprog generelt, men det er faktisk sådan, at jeg nok ikke taler særligt pænt. Dermed sagt at jeg bander en del og siger ret meget fuck. Det er lidt dumt. Fordi Axel suger alt til sig. Og ja, han har da også flere gange sagt fok og siidt mand (shit mand) Og jeg synes nok det er lidt sjovt, men alligvel ved jeg godt, at det jo ikke skal være sådan og må bare holde grinet tilbage og stille og roligt sige, at det er grimt at sige - lidt svært at forklare et barn, der kopiere sine forældre og særligt svært, når i hvert fald moren selv siger de dumme ord hele tiden. Men jeg er da blevet bedre, for jeg siger også en masse for pokker, for søren og derudaf. Det føles også fjollet. Det jeg bare ville frem til er, at det er for fedt at følge Axels sprogudvikling, den er for vild. Og det gør mig skide stolt!! Helt ind i mit ord-elskende hjerte. Særligt at se lyset i hans øjne, når jeg forstår hvad han siger og han dermed ved, han har fået ordet eller sætningen rigtig - eller tilnærmelsesvis i hvert fald :-)
I går da jeg skulle putte ham spurgte han Mor glad? Og jeg svarede, at ja, jeg var glad. Jeg spurgte ham og han var glad og han sagde Agdel (Axel) glad. Det varmede mit hjerte og var et virkelig dejligt øjeblik.

Godnat herfra. 
IJ.