Ord.

Han kigger dristigt på mig og siger ordet. Fuck. Og jeg tænker det samme. Fuck. Hvordan har han lært det? Og er det egentligt så slemt? I mine egne ører, klinger det ikke så grimt, som jeg ved, det gør i så mange andres. Og hvem skal man så tage sig af? Jeg har før beskrevet, hvordan jeg elsker ord og i virkeligheden er tilhænger af, at man udfolder sig, så meget man har brug for og kan. Og min toårige søn, er absolut god til at udtrykke sig og har tilsyneladende også et kæmpe behov for det, for han er aldrig nogensinde stille. Og det kan godt blive ret anstrengende, men hvis man vender den om, er det ret fedt at tænke på, hvor god han er til at kommunikere og at jeg rent faktisk kan tale med ham er så vildt. Jeg tænker tit på, da han lå der i mine arme, uden tænder, som en lille bitte abe, der ingenting kunne og bare sagde de der søde, velkendte og elskelige ’knirke-baby-lyde.’ Og jeg elsker, at kunne spørge ind til hans dag og at han så fortæller en masse, om hvad de har lavet, hvad der har gjort ham ked af det, hvad han synes var sjovt og hvem hans venner er, på den givende dag. Men hvad der ikke er fedt, er fx når han siger f-ordet og jeg ikke helt ved, om jeg skal grine eller græde. Han synes jo bare ordet er sjovt, han har hørt mig sige det og han synes, det er sjovt at drille mig, ved at sige det, når han kan se min blandede reaktion. Han venter på, jeg skal blive vred eller forarget, for så har han jo vundet. Andre gange siger han ting som, at jeg er tarvelig, at jeg altså ikke bestemmer og at jeg for pokker da skal komme med dén biiiiil – hertil hører oftest også et bestemt tramp i jorden med den ene fod. Han er en bestemt herre, der til alle tider ved hvad han vil og kan klart også tale sin sag. Mest fordi man ikke kan trænge igennem, når han først rigtigt er i gang. Han er to år og han synes ligesom, han har styr på det hele og jeg bestemmer klart ingenting. Nogle gange griner jeg af ham, nogle gange kan jeg godt finde ud af, at være voksen og nogle gange græder jeg, når det simpelthen bliver for hårdt og han ikke vil høre og slet ikke vil gøre, som jeg siger han skal. For hey, jeg kan jo ikke tvinge ham, har han så fint fundet ud af. Oftest er han den mildeste, kærligste og stædigste – på den gode måde, men når den der stædighed tager overhånd, så bliver det eddersparkeme hårdt. Og så held og lykke med at være ’cool mor.’ Fy for den. Han er en hård negl og når han ikke vil høre efter, så er det svært, at han er så dygtig til at kommunikere, for han svarer jo bare igen. Og hvad gør man så? Starter en diskussion, tæller til ti, tvinger ham til at ligge ned i sin seng, da det oftest er her, det kulminerer. Jeg har endnu ikke knækket koden og hvis nogen af jer kender den, så send den videre, tak! Og hvad er det også for et tidspunkt at vælge!? Kunne han ikke vælge, at være stædig og lege stor, når jeg ikke er træt og vil have, han skal lægge sig til at sove?? Axel, puha, din skønne skiderik. Du er en kamp til tider, men alligevel den bedste af slagsen. Fuck mand.