Perfect imperfections.

Jeg er typen, der som oftest har én sang som jeg i perioder finder ultimativ god. Og lige i disse dage er det John Legends sang og kærlighedserklæring All of me. Denne sang får mig til at forelske mig, i selve begrebet kærlighed. Og hvor fucking pisse modigt det er, at turde elske én og give sig hen til den ene person. For mig at se, er det noget af det modigste og mest skrøbelige i hele verden. Det der med at turde at satse alt og stole på, at den anden er der sammen med én. At turde være sårbar og lukke ind. At elske nogen trods alt det svære, der følger med det. For jeg tror på, at det kræver alt i et menneske, at blive ved med at kæmpe for kærligheden og at det er et aktivt valg man tager, fordi man ved, at det er dén person man vil dele sit liv med. Og man trods alt, elsker alt ved denne person. 
Og ja, jeg er en sucker for kærlighed, kærlighedstekster og sange. Men lige denne her, rammer et eller andet sted, som er utrolig svært at sætte ord på. Det beskriver det så uendeligt simpelt. Jeg elsker dens hengivenhed. Og jeg bliver forelsket i forelskelser og kærlighed, bare ved at lytte til John Legends smukke, smukke stemme og ikke mindst tekst. Jeg bliver let om hjertet, ved tanken om at det må være muligt. Hvis man giver lov. 
I kan høre sangen HER og her er et lille uddrag af teksten, som for mig, definerer det at elske, noget så fint:
'Cause all of me
Loves all of you
Love your curves and all your edges
All your perfect imperfections
Give your all to me
I'll give my all to you
You're my end and my beginning
Even when I lose I'm winning
'Cause I give you all of me
And you give me all of you, oh

God lørdag derude. Og husk for fanden, at turde at elske hinanden. 
 Ofte, meget og uden grænser.

Tak.

Da jeg for lidt over tre år siden blev gravid, var der nogle mennesker, der var så venlige at fortælle mig, at jeg aldrig ville få en uddannelse. De kendte mig slet ikke og vidste intet til mine drømme, men dømte mig blot på dét, at være 20 år og vente barn med en mand, jeg havde kendt i 4 måneder. Udefra set, kan jeg godt se hvordan det har set ud, indeni har jeg altid vidst, at det at få en uddannelse, var noget af det vigtigste for mig at opnå.
Jeg har altid været flyvsk i mine drømme; Danser, journalist, psykolog, forfatter.. Alt sammen noget, hvor jeg gerne ville arbejde og 'røre' ved andre mennesker. Få dem til at opleve og indse ting, der var vigtige for dem selv. En dag gik det op for mig, at det at være lærer, er noget som indeholder mange af de ting jeg holder af. Det at arbejde med mennesker, at lære fra sig og at lære af andre, at have en varieret hverdag, at bringe glæde og hjælp til andre. At være noget, for andre og for deres skyld. 
Dog havde jeg aldrig turde håbe på, at jeg faktisk kom ind på læreruddannelsen, men det gjorde jeg! Og er nu faktisk skide stolt af, at kunne kalde mig dansklærer med et fint og meget ydmygt 12-tal. 
Jeg har lært så uendelig meget, både menneskeligt og fagligt. Jeg har endda fået nogen af de bedste mennesker i mit liv, gennem mit studie. Det er jeg meget taknemlig for. Jeg mangler stadig at færdiggøre mit kristendom- og historiefag, samt nogle pædagogiske fag, før jeg kan kalde mig færdiguddannet lærer. To år endnu. Men jeg har stadig mod på det og jeg har stadig andre drømme at gå efter, end 'kun' at være lærer. Tænk at arbejde på en efterskole, med både det faglige og så dansen/gymnastikken. Eller en dag at skulle få lov til at arbejde med litteratur som et fuldtidsjob. Wow. Det er nok den ultimative drøm. Lige nu.
Mange spørger mig, om det ikke er mega hårdt at skulle studere og være mor, en enlig én af slagsen. For sandheden er jo, at jeg blev en af dem, som gik fra barnets far og blev ung, enlig mor. Som mange sikkert havde forudset. MEN sandheden er også, at min søn har verdens bedste far, der er god til at hjælpe og være der for sin søn. Og for mig. Det havde jeg heller aldrig turde håbe på. At jeg kunne få en bid, af alle livets kager. Både det at få en uddannelse, være mor til det bedste barn, bo i den by, jeg aller helst vil bo i, være ung og fri, på de dage hvor Axel er hos sin far,  have de bedste mennesker omkring mig OG en kærlig familie. Glæderne er mange. Og noget helt andet er, at jeg tror det er nemmere på mange områder, at være forælder og studerende,  da det hele ligesom er lidt mere fleksibelt, end hvis jeg havde et fast fuldtidsjob.

Der skal lyde et kæmpe T A K, til alle dem der sagde til mig, at mine valg var seje og modige, at jeg godt kunne det jeg ville, og at jeg ikke skulle give op. Tak for jeres ord og for jeres hjælp. Og for jer.