Commitment!

Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hvor skønt det er, at der faktisk er nogen derude, der læser med! :-) det er en ret hyggelig fornemmelse.
Jeg har i dag haft en hvid (!) sweater på, hele dagen endda og så uden at (fucking) spilde!! Og der må jeg bare sige, at det er en ret stor ting for mig, der generelt bare spiser virkelig grimt, sviner og spilder. Og hvis det ikke er mig, ja så er det Axel.
Hvor mange strømpebukser er der ikke gået til spilde pga. hans sko med klister-lukning... Åhh!! Anyways, ville bare fortælle jer om min total lige gyldige, men dog meget succesrige oplevelse i dag. Talk about commitment - altså med sweateren.
Nu vil jeg soooove. Jeg er så træt efter en rigtig dejlig, men rigtig lang dag.
Jeg har første praktikdag i morgen! Og ryster lidt i bukserne, men på den spændte måde. (?) haha.
IJ.

Lad komplimenterne flyde.

Jeg gik i dag, efter at have afleveret ham Axel, og følte mig noget så mor-kedelig. For tiden er tingene ret kaotiske og det er ikke min største prioritet, hvordan jeg selv fremstår.. Eller ok, bare mig selv generelt, er ikke en prioritet. Og det er også helt fint. Jeg følte mig slidt at se på og egentligt også indvendigt. Mine øjne var trætte, trods jeg faktisk i dag havde fået taget mig sammen, til at smide noget mascara på - wow. Det super.. MEN! I alt min kedelige-slidthed, stod jeg og ventede på bussen og så var der en dame som selv så godt ud - frisk og lækker og typen der ligner, hun har styr på det hele - og hun roste min (store lækre læder) taske og spurgte en masse ind til den og hvor man kunne købe den. Lille ting, men virkelig optur for mig. Så jég er ikke skøn at se på for øjeblikket, men min taske er det sgu! Og hurra for det. Hvorfor er det så vigtigt for os med ros fra andre? Andres anerkendelse? Jeg tænker tit, at piger og kvinder i virkeligheden klæder sig på, for andres piger og kvinders skyld, for deres anerkendende blikke, deres misundelse eller for netop at virke, som om de har styr på det hele. Selvfølgelig også for mændenes skyld - men let's face it, de kan vist alligevel bedre lide os når tøjet faktisk kommer af ;-) Alt det pynt, smukke tasker og diverse tilbehør er mest for andre kvinder. Og selv får vi vel også inspiration og ideer, af det vi ser på andre? Det ved jeg i hvert fald, jeg selv gør. En anden ting er, hvorfor vi er så dårlige til at rose andre og faktisk vise, vi synes hinanden er smukke? Hvis man ser noget på en anden som er fint, er det sjældent vi faktisk går hen og siger det eller spørger hvor det er fra, hvis vi gerne selv vil have fingrene i det. Og det er meget det der med, man ikke skal tro man er noget. Men for søren, sådan en lille kommentar som at ens taske er flot kan gøre en så glad. Så hvorfor ikke!? Sig det dog til hinanden, I er alle sammen så smukke og fine. Det synes jeg aldrig vi burde holde tilbage. 

Så ha' en dejlig dag og lad komplimenterne flyde.

IJ.

Her er den dejlige taske fra Maanii by Adax.

Nu er jeg hjemme. Igen.

Jeg har haft en dejlig lang pause fra bloggen. Mest fordi der er sket så utroligt mange ting. Mange ting jeg endnu ikke har kunne sætte ord på. Eller turde. Eller haft tid til. Jeg har ikke kunnet give noget af mig selv. Har ikke haft overskud til det. Eller mod til det. Og selvom sommeren har været lang og der har været masser af tid, så har det ikke været en prioritet og det har føltes godt. Min blog har jo egentligt (heldigvis) aldrig været et sted hvor folk forventede noget eller hvor dem der læste med, regnede med det væltede ind med indlæg – tror jeg da nok ;-) Det har jo bare været mit fristed og det sted jeg kunne være, med mine tanker og tilfældigvis dele dem med forbipasserende. Men det har været for mig og jeg har aldrig skrevet med læseren som hensigt. Derfor har jeg også sagtens kunne fritage mig fra blog ’’arbejdet’’ i laaaang tid nu. Men i denne tavsheds periode har der været alt andet end stille og jeg har tænkt og skrevet rigtig mange indlæg, som bare ikke er blevet udgivet. Måske bliver de det en gang og måske vil de for evigt være gemt på min Macbook, som en skrevet hemmelighed ingen nogensinde vil kende til. Jeg har mange tanker vedrørerene bloggen og dem skal jeg arbejde på løbende. Det vil jeg glæde mig til. Og glæde mig til igen at lade ordet flyde sammen med mine tanker. Det er heldigvis noget af det er let i livet. Bare at skrive. Og tømme hovedet for tanker der fylder og skubber på. Velkommen tilbage til mig selv. 

God regnvejrsdag. 

IJ.