Sidder alene i lejligheden og jeg tror måske det er 3. gang siden Axel blev født, at det er sket. Frederik gik afsted med ham 8:30 i morges, for min (vores) lille nisse er nemlig startet i vuggestue. Det er det underligste i verden, at den lille abe der har hængt på mig i 8 måneder, nu drøner rundt så ''langt'' fra mig. Vi har indkøring med ham i denne uge og det går VILDT godt indtil videre. Han er glad og vil meget gerne lege med de andre børn. Vi fik endda ros som forældre i går af pædagogerne, åbenbart synes de, at vi har skabt en meget tryg og tillidsfuld dreng. Så bliver man sgu da glad! ''Han tager bare i mod verden med åbne arme'' sagde de. YES, that's my boy. Men bare de få timer jeg har skulle 'efterlade' ham derovre, har jeg været helt rundt på gulvet og forvirret. Jeg føler mig nøgen og ikke mig selv. Og når jeg går rundt udenfor, har jeg lyst til, at tage et stort skilt på hvor der står ''Jeg er altså mor'' - for ingen kan jo se, at jeg har verdens dejligste unge, når jeg går rundt der alene. Det handler også om, at det i så lang tid har været hele min identitet og jeg er ikke helt sikker på, hvem Ida er uden at være mor. Det kan måske være svært at forstå, hvis man ikke selv har børn, men man bliver bare så dedikeret til det, at være en god mor, at alt andet og ens egene behov bliver glemt og er lige meget. Men nu er tiden kommet hvor jeg skal til at have mit eget liv igen, i hvert fald nogle timer om dagen. Og jeg glæder mig faktisk, men jeg er nervøs, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg har at byde på længere som person - min selvudvikling uden for forældreskabet er gået mildt sagt i stå ;-) Det skal da nok blive rigtig godt og på mandag starter jeg på Lærerseminariet og mandagen efter starter jeg med at undervise i dans igen, jubi yay! Good times is a head.

IJ.