Tak.

Da jeg for lidt over tre år siden blev gravid, var der nogle mennesker, der var så venlige at fortælle mig, at jeg aldrig ville få en uddannelse. De kendte mig slet ikke og vidste intet til mine drømme, men dømte mig blot på dét, at være 20 år og vente barn med en mand, jeg havde kendt i 4 måneder. Udefra set, kan jeg godt se hvordan det har set ud, indeni har jeg altid vidst, at det at få en uddannelse, var noget af det vigtigste for mig at opnå.
Jeg har altid været flyvsk i mine drømme; Danser, journalist, psykolog, forfatter.. Alt sammen noget, hvor jeg gerne ville arbejde og 'røre' ved andre mennesker. Få dem til at opleve og indse ting, der var vigtige for dem selv. En dag gik det op for mig, at det at være lærer, er noget som indeholder mange af de ting jeg holder af. Det at arbejde med mennesker, at lære fra sig og at lære af andre, at have en varieret hverdag, at bringe glæde og hjælp til andre. At være noget, for andre og for deres skyld. 
Dog havde jeg aldrig turde håbe på, at jeg faktisk kom ind på læreruddannelsen, men det gjorde jeg! Og er nu faktisk skide stolt af, at kunne kalde mig dansklærer med et fint og meget ydmygt 12-tal. 
Jeg har lært så uendelig meget, både menneskeligt og fagligt. Jeg har endda fået nogen af de bedste mennesker i mit liv, gennem mit studie. Det er jeg meget taknemlig for. Jeg mangler stadig at færdiggøre mit kristendom- og historiefag, samt nogle pædagogiske fag, før jeg kan kalde mig færdiguddannet lærer. To år endnu. Men jeg har stadig mod på det og jeg har stadig andre drømme at gå efter, end 'kun' at være lærer. Tænk at arbejde på en efterskole, med både det faglige og så dansen/gymnastikken. Eller en dag at skulle få lov til at arbejde med litteratur som et fuldtidsjob. Wow. Det er nok den ultimative drøm. Lige nu.
Mange spørger mig, om det ikke er mega hårdt at skulle studere og være mor, en enlig én af slagsen. For sandheden er jo, at jeg blev en af dem, som gik fra barnets far og blev ung, enlig mor. Som mange sikkert havde forudset. MEN sandheden er også, at min søn har verdens bedste far, der er god til at hjælpe og være der for sin søn. Og for mig. Det havde jeg heller aldrig turde håbe på. At jeg kunne få en bid, af alle livets kager. Både det at få en uddannelse, være mor til det bedste barn, bo i den by, jeg aller helst vil bo i, være ung og fri, på de dage hvor Axel er hos sin far,  have de bedste mennesker omkring mig OG en kærlig familie. Glæderne er mange. Og noget helt andet er, at jeg tror det er nemmere på mange områder, at være forælder og studerende,  da det hele ligesom er lidt mere fleksibelt, end hvis jeg havde et fast fuldtidsjob.

Der skal lyde et kæmpe T A K, til alle dem der sagde til mig, at mine valg var seje og modige, at jeg godt kunne det jeg ville, og at jeg ikke skulle give op. Tak for jeres ord og for jeres hjælp. Og for jer.