Hallo, jeg er her stadig.

Når man sidder her på sådan en stille søndag og ens barn sover, kan man godt komme til at tænke. Måske tænke for meget. Før jeg fik en kæreste og blev gravid, var jeg altid ude. Jeg havde altid gang i et eller andet, var altid omringet af mange mennesker. Og jeg elskede det. Men så bliver man forelsket og sætter alle vennerne på standby, fordi denne kærlighed er altopslugende, heldigvis! For det er og var VIDUNDERLIGT at være forelsket, specielt når man aldrig havde følt sådan en lykke før. Men i mit tilfælde blev jeg bare lynhurtigt gravid og så var det, at folk begyndte at falde fra. Nogen man troede man aldrig skulle undvære, kunne ikke rumme det i deres liv eller glemte, at man stadig var der og stadig gerne ville ses, bare fordi man ikke kunne tage i byen hele tiden. Godt at der under min graviditet skete en masse og at jeg stadig havde min søde Frederik, som jeg var - og stadig er - hamrende vild med. Men nu, Axel er 9 måneder gammel og jeg nyder mere end noget andet, at være hans mor og være en del af vores familie, det skal der IKKE herske nogen tvivl om. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men jeg kan mærke efter studiestart, at det går mig mere på, når jeg ikke bare kan tage på bar med de andre, hvilket aldrig har generet mig hidtil. Men endnu værre er, at jeg tit føler, at jeg ikke har nogen form for tætte veninde bånd længere, overhovedet faktisk. Er det bare fordi jeg lever i en børne-boble? Jeg har tænkt over det længe. Jeg har aldrig haft det sådan før. At man savner, at blive skrevet til, inviteret og være en del af nogens liv. En vigtighed og én som folk har lyst til at dele ting med og generelt bare ses med. Jeg ved, at jeg har masser at ses med, hvis jeg selv ringer... Men når der ikke bliver ringet af sig selv, kan man godt føle sig lidt tilsidesat. Ja, jeg ved det - tud tud fra side. Men det går mig på. Er jeg bare vildt uinteressant, eller er det bare sådan at få børn som ung - eller børn generelt??

IJ.