Perfect imperfections.

Jeg er typen, der som oftest har én sang som jeg i perioder finder ultimativ god. Og lige i disse dage er det John Legends sang og kærlighedserklæring All of me. Denne sang får mig til at forelske mig, i selve begrebet kærlighed. Og hvor fucking pisse modigt det er, at turde elske én og give sig hen til den ene person. For mig at se, er det noget af det modigste og mest skrøbelige i hele verden. Det der med at turde at satse alt og stole på, at den anden er der sammen med én. At turde være sårbar og lukke ind. At elske nogen trods alt det svære, der følger med det. For jeg tror på, at det kræver alt i et menneske, at blive ved med at kæmpe for kærligheden og at det er et aktivt valg man tager, fordi man ved, at det er dén person man vil dele sit liv med. Og man trods alt, elsker alt ved denne person. 
Og ja, jeg er en sucker for kærlighed, kærlighedstekster og sange. Men lige denne her, rammer et eller andet sted, som er utrolig svært at sætte ord på. Det beskriver det så uendeligt simpelt. Jeg elsker dens hengivenhed. Og jeg bliver forelsket i forelskelser og kærlighed, bare ved at lytte til John Legends smukke, smukke stemme og ikke mindst tekst. Jeg bliver let om hjertet, ved tanken om at det må være muligt. Hvis man giver lov. 
I kan høre sangen HER og her er et lille uddrag af teksten, som for mig, definerer det at elske, noget så fint:
'Cause all of me
Loves all of you
Love your curves and all your edges
All your perfect imperfections
Give your all to me
I'll give my all to you
You're my end and my beginning
Even when I lose I'm winning
'Cause I give you all of me
And you give me all of you, oh

God lørdag derude. Og husk for fanden, at turde at elske hinanden. 
 Ofte, meget og uden grænser.

Tak.

Da jeg for lidt over tre år siden blev gravid, var der nogle mennesker, der var så venlige at fortælle mig, at jeg aldrig ville få en uddannelse. De kendte mig slet ikke og vidste intet til mine drømme, men dømte mig blot på dét, at være 20 år og vente barn med en mand, jeg havde kendt i 4 måneder. Udefra set, kan jeg godt se hvordan det har set ud, indeni har jeg altid vidst, at det at få en uddannelse, var noget af det vigtigste for mig at opnå.
Jeg har altid været flyvsk i mine drømme; Danser, journalist, psykolog, forfatter.. Alt sammen noget, hvor jeg gerne ville arbejde og 'røre' ved andre mennesker. Få dem til at opleve og indse ting, der var vigtige for dem selv. En dag gik det op for mig, at det at være lærer, er noget som indeholder mange af de ting jeg holder af. Det at arbejde med mennesker, at lære fra sig og at lære af andre, at have en varieret hverdag, at bringe glæde og hjælp til andre. At være noget, for andre og for deres skyld. 
Dog havde jeg aldrig turde håbe på, at jeg faktisk kom ind på læreruddannelsen, men det gjorde jeg! Og er nu faktisk skide stolt af, at kunne kalde mig dansklærer med et fint og meget ydmygt 12-tal. 
Jeg har lært så uendelig meget, både menneskeligt og fagligt. Jeg har endda fået nogen af de bedste mennesker i mit liv, gennem mit studie. Det er jeg meget taknemlig for. Jeg mangler stadig at færdiggøre mit kristendom- og historiefag, samt nogle pædagogiske fag, før jeg kan kalde mig færdiguddannet lærer. To år endnu. Men jeg har stadig mod på det og jeg har stadig andre drømme at gå efter, end 'kun' at være lærer. Tænk at arbejde på en efterskole, med både det faglige og så dansen/gymnastikken. Eller en dag at skulle få lov til at arbejde med litteratur som et fuldtidsjob. Wow. Det er nok den ultimative drøm. Lige nu.
Mange spørger mig, om det ikke er mega hårdt at skulle studere og være mor, en enlig én af slagsen. For sandheden er jo, at jeg blev en af dem, som gik fra barnets far og blev ung, enlig mor. Som mange sikkert havde forudset. MEN sandheden er også, at min søn har verdens bedste far, der er god til at hjælpe og være der for sin søn. Og for mig. Det havde jeg heller aldrig turde håbe på. At jeg kunne få en bid, af alle livets kager. Både det at få en uddannelse, være mor til det bedste barn, bo i den by, jeg aller helst vil bo i, være ung og fri, på de dage hvor Axel er hos sin far,  have de bedste mennesker omkring mig OG en kærlig familie. Glæderne er mange. Og noget helt andet er, at jeg tror det er nemmere på mange områder, at være forælder og studerende,  da det hele ligesom er lidt mere fleksibelt, end hvis jeg havde et fast fuldtidsjob.

Der skal lyde et kæmpe T A K, til alle dem der sagde til mig, at mine valg var seje og modige, at jeg godt kunne det jeg ville, og at jeg ikke skulle give op. Tak for jeres ord og for jeres hjælp. Og for jer.

At elske.

Samtaler på en grå, regnfuld torsdag..

A: Jeg elskaar dig, moar.

M: Jeg elsker dig mest!

A: Jeg elsker dig K Æ M P E!

M: Jeg elsker dig gigantisk højt!

A: Jeg elsker dig kæmpe glugga høøjt!
… A: Nu skal jeg ud i marken. (?!! Ja, spør’ mig ikke…)

Bare bring violinerne, jeg er lige glad. Vi er fulde af følelser, på denne ellers ret kedelige hverdag. Det er Axel faktisk hver dag. Heldigvis og han er god til, at fortælle om dem. Og jeg er egentligt ret tidfreds med, at han elsker mig kæmpe glugga (??) højt. Ingen indvendinger til det.

Bagefter kom dog følgende udmelding: ’’Moar, jeg skal aldrig sove i dag!’’

Ok… super. Så er jeg i det mindste forberedt på dét. Tak skat.

Ord.

Han kigger dristigt på mig og siger ordet. Fuck. Og jeg tænker det samme. Fuck. Hvordan har han lært det? Og er det egentligt så slemt? I mine egne ører, klinger det ikke så grimt, som jeg ved, det gør i så mange andres. Og hvem skal man så tage sig af? Jeg har før beskrevet, hvordan jeg elsker ord og i virkeligheden er tilhænger af, at man udfolder sig, så meget man har brug for og kan. Og min toårige søn, er absolut god til at udtrykke sig og har tilsyneladende også et kæmpe behov for det, for han er aldrig nogensinde stille. Og det kan godt blive ret anstrengende, men hvis man vender den om, er det ret fedt at tænke på, hvor god han er til at kommunikere og at jeg rent faktisk kan tale med ham er så vildt. Jeg tænker tit på, da han lå der i mine arme, uden tænder, som en lille bitte abe, der ingenting kunne og bare sagde de der søde, velkendte og elskelige ’knirke-baby-lyde.’ Og jeg elsker, at kunne spørge ind til hans dag og at han så fortæller en masse, om hvad de har lavet, hvad der har gjort ham ked af det, hvad han synes var sjovt og hvem hans venner er, på den givende dag. Men hvad der ikke er fedt, er fx når han siger f-ordet og jeg ikke helt ved, om jeg skal grine eller græde. Han synes jo bare ordet er sjovt, han har hørt mig sige det og han synes, det er sjovt at drille mig, ved at sige det, når han kan se min blandede reaktion. Han venter på, jeg skal blive vred eller forarget, for så har han jo vundet. Andre gange siger han ting som, at jeg er tarvelig, at jeg altså ikke bestemmer og at jeg for pokker da skal komme med dén biiiiil – hertil hører oftest også et bestemt tramp i jorden med den ene fod. Han er en bestemt herre, der til alle tider ved hvad han vil og kan klart også tale sin sag. Mest fordi man ikke kan trænge igennem, når han først rigtigt er i gang. Han er to år og han synes ligesom, han har styr på det hele og jeg bestemmer klart ingenting. Nogle gange griner jeg af ham, nogle gange kan jeg godt finde ud af, at være voksen og nogle gange græder jeg, når det simpelthen bliver for hårdt og han ikke vil høre og slet ikke vil gøre, som jeg siger han skal. For hey, jeg kan jo ikke tvinge ham, har han så fint fundet ud af. Oftest er han den mildeste, kærligste og stædigste – på den gode måde, men når den der stædighed tager overhånd, så bliver det eddersparkeme hårdt. Og så held og lykke med at være ’cool mor.’ Fy for den. Han er en hård negl og når han ikke vil høre efter, så er det svært, at han er så dygtig til at kommunikere, for han svarer jo bare igen. Og hvad gør man så? Starter en diskussion, tæller til ti, tvinger ham til at ligge ned i sin seng, da det oftest er her, det kulminerer. Jeg har endnu ikke knækket koden og hvis nogen af jer kender den, så send den videre, tak! Og hvad er det også for et tidspunkt at vælge!? Kunne han ikke vælge, at være stædig og lege stor, når jeg ikke er træt og vil have, han skal lægge sig til at sove?? Axel, puha, din skønne skiderik. Du er en kamp til tider, men alligevel den bedste af slagsen. Fuck mand.

Sprogudvikling hos en 1-årig.

Da jeg var gravid, var noget af det jeg glædede mig mest til, ved at skulle være mor, at få lov til at følge hver enkelt lille udvikling i min søns liv. Og meget er sket, men noget af det aller mest tydelige, er hans sprog. Axel er næsten aldrig stille! Men på den gode måde. For han taler nemlig rigtig (!) meget. Og rigtig godt! Og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er hans mor, men da han kun er 1 år og ti måneder er det ret vildt, at han kan så mange ord og sætninger. Og ikke bare det, hans sprogforståelse er ret vild. Han er så dygtig til at sætte ord ind i forskellige kontekster og bruge dem som de skal. Ja, jeg er da helt overdrevet stolt over ham, og bliver forbløffet flere gange om dagen over hans ordforråd, ordvalg og undrer mig over, hvor dælen han får det fra. Vi taler meget sammen og jeg går meget op i, at bruge tid på netop at tale om tingene og hvad alting er og betyder, det hjælper selvfølgelig. Men når han som i aften fik sagt ''Bumle få venner'' (Bumle er hans bil) så aner jeg ikke hvor han har samlet det op henne, men det er så fint. Og når han siger sampinon (champignon) LI (jeg kan godt lide champignoner) så er jeg ved at falde om af grin og igen undren over, hvor fanden han har lært at sige saaampinon. 
Noget helt andet er jo mit eget sprog, fordi jeg elsker ord og sprog generelt, men det er faktisk sådan, at jeg nok ikke taler særligt pænt. Dermed sagt at jeg bander en del og siger ret meget fuck. Det er lidt dumt. Fordi Axel suger alt til sig. Og ja, han har da også flere gange sagt fok og siidt mand (shit mand) Og jeg synes nok det er lidt sjovt, men alligvel ved jeg godt, at det jo ikke skal være sådan og må bare holde grinet tilbage og stille og roligt sige, at det er grimt at sige - lidt svært at forklare et barn, der kopiere sine forældre og særligt svært, når i hvert fald moren selv siger de dumme ord hele tiden. Men jeg er da blevet bedre, for jeg siger også en masse for pokker, for søren og derudaf. Det føles også fjollet. Det jeg bare ville frem til er, at det er for fedt at følge Axels sprogudvikling, den er for vild. Og det gør mig skide stolt!! Helt ind i mit ord-elskende hjerte. Særligt at se lyset i hans øjne, når jeg forstår hvad han siger og han dermed ved, han har fået ordet eller sætningen rigtig - eller tilnærmelsesvis i hvert fald :-)
I går da jeg skulle putte ham spurgte han Mor glad? Og jeg svarede, at ja, jeg var glad. Jeg spurgte ham og han var glad og han sagde Agdel (Axel) glad. Det varmede mit hjerte og var et virkelig dejligt øjeblik.

Godnat herfra. 
IJ.

Commitment!

Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hvor skønt det er, at der faktisk er nogen derude, der læser med! :-) det er en ret hyggelig fornemmelse.
Jeg har i dag haft en hvid (!) sweater på, hele dagen endda og så uden at (fucking) spilde!! Og der må jeg bare sige, at det er en ret stor ting for mig, der generelt bare spiser virkelig grimt, sviner og spilder. Og hvis det ikke er mig, ja så er det Axel.
Hvor mange strømpebukser er der ikke gået til spilde pga. hans sko med klister-lukning... Åhh!! Anyways, ville bare fortælle jer om min total lige gyldige, men dog meget succesrige oplevelse i dag. Talk about commitment - altså med sweateren.
Nu vil jeg soooove. Jeg er så træt efter en rigtig dejlig, men rigtig lang dag.
Jeg har første praktikdag i morgen! Og ryster lidt i bukserne, men på den spændte måde. (?) haha.
IJ.

Lad komplimenterne flyde.

Jeg gik i dag, efter at have afleveret ham Axel, og følte mig noget så mor-kedelig. For tiden er tingene ret kaotiske og det er ikke min største prioritet, hvordan jeg selv fremstår.. Eller ok, bare mig selv generelt, er ikke en prioritet. Og det er også helt fint. Jeg følte mig slidt at se på og egentligt også indvendigt. Mine øjne var trætte, trods jeg faktisk i dag havde fået taget mig sammen, til at smide noget mascara på - wow. Det super.. MEN! I alt min kedelige-slidthed, stod jeg og ventede på bussen og så var der en dame som selv så godt ud - frisk og lækker og typen der ligner, hun har styr på det hele - og hun roste min (store lækre læder) taske og spurgte en masse ind til den og hvor man kunne købe den. Lille ting, men virkelig optur for mig. Så jég er ikke skøn at se på for øjeblikket, men min taske er det sgu! Og hurra for det. Hvorfor er det så vigtigt for os med ros fra andre? Andres anerkendelse? Jeg tænker tit, at piger og kvinder i virkeligheden klæder sig på, for andres piger og kvinders skyld, for deres anerkendende blikke, deres misundelse eller for netop at virke, som om de har styr på det hele. Selvfølgelig også for mændenes skyld - men let's face it, de kan vist alligevel bedre lide os når tøjet faktisk kommer af ;-) Alt det pynt, smukke tasker og diverse tilbehør er mest for andre kvinder. Og selv får vi vel også inspiration og ideer, af det vi ser på andre? Det ved jeg i hvert fald, jeg selv gør. En anden ting er, hvorfor vi er så dårlige til at rose andre og faktisk vise, vi synes hinanden er smukke? Hvis man ser noget på en anden som er fint, er det sjældent vi faktisk går hen og siger det eller spørger hvor det er fra, hvis vi gerne selv vil have fingrene i det. Og det er meget det der med, man ikke skal tro man er noget. Men for søren, sådan en lille kommentar som at ens taske er flot kan gøre en så glad. Så hvorfor ikke!? Sig det dog til hinanden, I er alle sammen så smukke og fine. Det synes jeg aldrig vi burde holde tilbage. 

Så ha' en dejlig dag og lad komplimenterne flyde.

IJ.

Her er den dejlige taske fra Maanii by Adax.